Claudenes historie: Fyret for at fortælle om arbejdsforhold

Claudene van Wyk har levet hele sit liv som arbejder på en vingård - det vil sige lige indtil hun sidste år blevet fyret for at kræve ordentlige arbejds- og levestandarder for sig selv og sine kolleger.

Ann Langwadt, Global Aktion

Claudene Van Wyk var tredje generation i en familie af arbejdere på en af Leeuwenkuil-familiens mange vingårde. Som mange andre landarbejdere i Sydafrika, arbejder familien ikke blot på gården – de bor der også, og lever hele deres liv i små arbejderboliger.  Vingården udgør et lille lukket økosystem. Arbejdernes midler er små og offentlig transport begrænset. Arbejderne har derfor kun begrænset adgang til verden udenfor, og er fx nødsaget til at købe ind til overpriser i den gård-ejede købmandsbutik. Arbejdernes huse er små og dårligt vedligeholdt. De sanitære forhold er ringe, og selvom gårdejeren har pligt til at sørge for elektricitet, rent vand og generel vedligeholdelse, er det langt fra en selvfølge. 

At være landarbejder er for de fleste noget man bliver født ind i. Flere generationer og familier kan bruge hele deres liv som arbejdere på den samme vingård. Sådan har det også været for Claudene, som blev født på gården og startede med at arbejde mellem vinrankerne som 13-årig. Sådan så hendes liv ud, indtil hun i oktober 2019 fik stukket en fyreseddel i hånden. Hun havde fortalt åbent om forholdene på gården, og det kunne hendes chef ikke lade gå upåagtet hen. Hun måtte ud.

I tiden hen mod Claudenes fyring blev det ikke lettere at være landarbejder, og især kvindelige landarbejdere i Sydafrika lever og arbejder under svære vilkår. Kvindernes løn er ofte lavere end mænds, og kvinder har oftere mere prekære ansættelser, hvor man ikke er sikret kontinuerligt arbejde. I løbet af Claudenes tid på Leeuwenkuils gård blev det stadig mere almindeligt at der hyres midlertidige sæsonarbejdere, som arbejder under enormt tidspres og umenneskelige arbejdsforhold uden at være sikret for fremtiden. Sæsonarbejdere kan betales mindre end permanente landarbejdere, så at hyre ekstra arbejdskraft udefra holder også omkostningerne nede.

Da Claudene og andre permanente landarbejdere sidste år bliver delvist erstattet af sæsonarbejdere, kunne hun ikke længere arbejde nok til at blive aflønnet den nationale minimumsløn på omkring 1.300 kr. om måneden. Hun havde heller ikke mulighed for at tage mere arbejde på en anden vingård, idet hendes kontrakt tvang hende til kun at arbejde for Leeuwenkuil. Claudene stod nu i et dilemma. Hendes og hendes kollegers løn, både fast- og løstansatte, var blevet presset helt i bund, og hun havde ikke nok arbejde til at forsørge sig selv og sin familie. Samtidig kunne hun ikke søge andet arbejde, idet et brud på hendes kontrakt indebar stor risiko for ikke bare at miste sit job, men også det hjem hun delte med sine to børn.

Fyring af fagligt aktive

Claudene van Wyk ønskede at kæmpe for bedre forhold for arbejderne hos Leeuwenkuil. Hun meldte sig ind i fagforeningen ‘Commercial, Stevedoring, Agricultural and Allied Workers Union’ (CSAAWU) som allerede repræsenterede arbejderne på flere af egnens andre gårde. Men det er ikke helt ligetil at være medlem af en fagforening som landarbejder. Vingården, som udgør Claudenes hjem og arbejdsplads, er privat grund, og især fagforeninger er forment adgang, selvom man som arbejder har ret til at mødes med sin fagforening. Dette har mange steder tvunget de lokale fagforeninger til at have repræsentanter lokalt blandt landarbejderne på de mest problematiske gårde. Selvom det er ulovligt at fyre medarbejdere på baggrund af deres fagforeningstilknytning oplever mange organiserede arbejdere at blive truet eller chikaneret netop fordi de er fagligt aktive. Det kræver således mod melde sig ind i fagforeningen og turde stå frem med sin historie. Det var ikke desto mindre præcis hvad Claudene gjorde.

Hendes arbejde for bedre vilkår ledte til, at hun i sommeren 2019 åbent fortalte om sine arbejds- og levevilkår til den svenske avis Arbetet. Hun fortalte blandt andet om de forfærdelige sanitetsforhold og problemet med hyringen af sæsonarbejdere, der presser hendes løn ned. Dette gjorde hendes arbejdsgiver rasende. Ejeren af Leeuwenkuil forsøgte at forsvare sig mod anklagerne ved at påstå, at Claudene havde løjet om løn- og arbejdsvilkår på gården – på trods af at fagforeningen CSAAWU længe har kendt til forholdene hos vinproducenten. De dårlige arbejdsforhold er ligeledes dokumenteret i filmen Bitre Druer fra 2016.

Arbejdet med fagforeningen og hendes udtalelser til avisen ledte i sidste ende til, at Claudene blev fyret fra Leeuwenkuil. Hun mistede sit hjem og sit livsgrundlag. Fagforeningen CSAAWU gør nu alt hvad de kan for at støtte hende. Men det sydafrikanske system er langsommeligt, og Claudene har endnu ikke fået oprejsning for den ulovlige fyring. Kan det virkelig passe at gårdejere skal kunne lukke munden på Claudene og andre landarbejdere når de fortæller om manglende basale rettigheder for dem selv og deres familier?