Rana Plaza – to år efter

Ulykken kostede mere end 1134 menneskeliv og lemlæstede mange flere. Der har aldrig været større katastrofe i tekstilindustriens 200-årige historie. Katastrofen var ganske meningsløs. Den kunne have været undgået. Erfaringer og viden fra lande som Danmark, der tidligere har haft en stor tekstilindustri, kunne have forebygget sammenbruddet. Det skete ikke. Tøjindustrien er flyttet fra Danmark, men erfaringerne er ikke flyttet med.

Katastrofen
Arbejderne var blevet evakueret dagen før sammenstyrtningen. De var rædselsslagne for at gå ind i den ulovligt opførte 8 etagers bygning med alvorlige revner i betonpillerne. Hvis arbejderne havde kendt deres rettigheder og haft et sammenhold, var de ikke gået ind. Det er en menneskeret at sige nej til at udsætte sig selv for overhængende fare. Det kunne have reddet deres liv.

Arbejdsgiverne tillod ikke, at de organiserede sig i en fagforening. Modebranchen i den rige verden stillede ikke krav til produktionsforholdene. For dem var den billige pris det vigtigste.

Efter katastrofen 24. april 2013 burde det kun kunne gå fremad. Men forholdene i Bangladesh' tøjindustri er stadig langt fra i orden.

Syerskerne venter stadig
På et-års dagen for katastrofen skrev Ugebrevet Mandag Morgen, bl.a. at der "kun er sket marginale forbedringer af sikkerhedsforholdene". Og hvor vagthundsorganisationen DanWatch havde håbet på et vendepunkt i den globale mode- og tekstilindustris ageren måtte de for et år siden konkludere, at "der er en enorm modsætning mellem de fine ord i de vestlige virksomheders CSR-rapporter og den barske virkelighed på de asiatiske fabrikker, hvor dagens orden stadig omfatter underbetaling, vold og fyringstrusler mod gravide og fagligt organiserede."

Der er siden da gået endnu et år, og desværre kan DanWatch endnu en gang berette i en netop offentliggjort rapport "Den tabte tråd", at syerskerne i Bangladesh stadig venter på forbedringer. Den danske tøjbranche lægger stadig en stor del af sine tøjindkøb i Bangladesh, hvor arbejdernes rettigheder ikke respekteres. Danmark er EU's 8. største marked for Bangladesh's beklædningsindustri. Dansk tøjindustri vokser. Det gør deres indtjening, trods krisen, også. Alligevel presser de store tøj-koncerner og modefirmaer priserne, og tager ikke ansvar for arbejderne. Lønnen er for lav, arbejdstiden for lang og forholdene uværdige og livsfarlige. Modefirmaerne må forpligte sig til at tjekke, at deres leverandører respekterer rettighederne – ikke kun når der er fotografer og journalister i hælene på dem. Bangladesh er stadig verdens billige tøjproducent.

Den danske regering?
Hvordan er det så gået med den danske regerings indsats, kan man spørge? 25 millioner til ILO og en opfordring til danske virksomheder om at holde bedre øje med deres leverandører i Bangladesh. Det var den danske regerings bidrag på 1-års dagen til de tekstilarbejdere i Bangladesh, der stadig kæmper med vold, trusler og deres egen sikkerhed, når de arbejder i faldefærdige fabrikker.

Deres kamp tages bedst gennem fagforeningerne. Derfor skal Danmarks udviklingsbistand i væsentlig omfang ændres væk fra Handels- og udviklingsministerens uforbeholdne støtte til erhvervslivets vævende CSR-indsats og i stedet sikre, at støtte til, at alle arbejdere har ret til stærke og uafhængige fagforeninger er en central indsats.

Chr. Juhl