hvad vil DF med palæstinenserne ?

Af Jens P. Hansen

Når udenrigspolitisk ordfører Søren Espersen fra Dansk Folkeparti siger: ”Danmark og EU bør yde Israel ubetinget moralsk støtte” og vil mene at de nuværende palæstinensiske tabstal er rimelige, så er det helt forståeligt: Søren Espersen har et meget tæt forhold til Israel, er gift med en israeler og har barn og barnebarn bosat i Israel – men vi andre kan jo foretage denne lille test:

Hvis nu israelske terrorister sendte en byge af hjemmelavede raketter ind over palæstinensiske områder og dræbte 4 civile, og Hamas som modsvar med verdens mest avancerede militære isenkram bombede regeringsbygninger, politistationer og private huse tilhørende politikere og militærpersoner i Tel Aviv og Jerusalem med 500 dræbte, heraf mange civile kvinder og børn til følge……………….
Samtlige avisforsider og tophistorier i de elektroniske medier ville berette om denne massakre. Og den vestlige verden ville komme Israel til undsætning.
Men når etniciteten er modsat, er reaktionen fra vesten blot et skuldertræk.

Statsministeren lod efter eget udsagn Danmark gå ind i Irak krigen, fordi det irakiske styre ikke efterlevede den FN-resolution, der pålagde Irak at samarbejde med våbeninspektørerne.
Siden 1948 har verden været vidne til en stat, der konstant har handlet imod en lang række FN-resolutioner (vedtaget også med USA-stemmer). Alligevel har vi i vesten denne dobbeltstandard.
Én konsekvens, hvis vennerne overtræder reglerne og en helt anden, hvis vores fjender overtræder.
Denne dobbeltmoral er dødsensfarlig for verdens sikkerhed.

Konsekvensen af Israels voldsomme fremfærd med masser af død, lemlæstelse og enorme materielle ødelæggelser er helt forudsigelig.
De moderate blandt Hamas vil blive trængt i baggrunden, og de uforsonlige og militante vil blive styrket. Sådan er et gået hver eneste gang.
Israel har forhandlet med Hamas gennem det sidste ½ års våbenhvile og opnået en periode med færre drab i meget lang tid. – Der er valg i Israel om en måned, og valget er nok en af årsagerne til den voldsomme israelske magtanvendelse netop nu. De politiske ledere der kan fremvise mest fasthed overfor Hamas har også de bedste chance for at vinde næste valg.

Danske politikere må kræve øjeblikkeligt stop for alle voldelige handlinger på begge sider, og at Israel fremkommer med en realistisk plan for en fremtidig fredelig sameksistens med det palæstinensiske folk.

4.1.2009