Af Peter Rasmussen, peterjann@stofanet.dk
Volden mod arbejdere i Guatemala når hidtil usete højder.
Mellem 15. februar og 29. april er fem fagligt aktive bananarbejdere fra fagforeningen Sitrabi blevet myrdet i det centralamerikanske land. Det meddeler Sitrabis formand, Noé Ramirez, ifølge det internationale fødevareforbund, IUF.
Desuden er en række medlemmer af Sitrabi flygtet til USA for at redde livet.
- Situationen eskalerer hele tiden. Det er tydeligt, at der er brug for et seriøst internationalt pres for at sikre menneskeliv og rettigheder i Guatemala nu, siger Sune Bøgh, International sekretær i 3F.
Et bebudet mord
Den seneste på listen over myrdede er den fagligt aktive bananarbejder, Carlos Enrique Cruz Hernandez. Han blev myrdet på vej til frokost på sin arbejdsplads, plantagen Chikasaw, den 29. april. Plantagen ejes af den amerikanske multinationale fødevarekoncern, Del Monte, gennem datterselskabet Bandegua. Der havde været adskillige varsler om mordet:
- Seks dage tidligere mødtes repræsentanter for Guatemalas faglige landsorganisation, CUSG, med indenrigsministeren for at anmelde trusler og chikane fra maskerede og bevæbnede personer mod en anden af SITRABIs fagligt aktive medlemmer, Danilo Méndez. I samme område bor fagforeningsformandens søn, og lokale beboere frygter også for hans liv, fortæller Jesper Nielsen, konsulent i 3F’s internationale projektarbejde.
Konflikten begyndte, da Bandegua sidste år fyrede 900 arbejdere. Senere blev 200 bevæbnede vagter sat ind mod arbejdernes protester, oplyser IUF.
Del Monte har været under skarp kritik, siden drabet på bananarbejderen Marco Tulio Ramirez den 23. september sidste år. Sitrabi beskylder Del Monte for at være ansvarlig for at lukke morderne ind på plantagen, hvor arbejderne bor. Det afvises dog konsekvent af selskabet.